Silovej 8 - 9900 Frederkshavn

Hvordan får man den gode idé?

Hvordan får man den gode idé?

Kan du mærke livet som selvstændig kalde på dig – men mangler den gode idé? Den idé, der får kunderne til at flokkes om dig og Børsen til at kåre dig som årets Gazellevirksomhed? Det er rigtig godt, at du er motiveret til et liv som selvstændig, men uden den gode idé kan det næsten være lige meget. Fortvivl ikke – for den gode idé er sikkert allerede i støbeskeen et sted derinde. Og vi skal nok give dig værktøjerne til at få den frem i lyset.

Tag udgangspunkt i dig selv

Det bedste råd er overraskende let: Tag udgangspunkt i dig selv og dine egne oplevelser. Ellers er der stor risiko for, at din idé bliver for stivbenet til at gå. Tænk din egen hverdag og dine egne rutiner igennem. Er der noget, du altid mangler, men som ingen butikker sælger (endnu)? Er der en arbejdsgang i din hverdag, der er unødigt omstændelig? Måske er det dig, der skal gentænke den og gøre det til din forretning. Det kan også være, at du simpelthen synes, at de eksisterende virksomheder inden for et felt gør det for dårligt. Så er det jo blot op til dig at gøre det bedre.

Det lyder måske lidt for letkøbt – og det er skam også intentionen. For hele pointen er, at det ikke behøver at være så kompliceret. Hvis du mangler en dims i din hverdag, er der en god chance for, at andre også mangler den. Og hvis du altid er irriteret på de samme virksomheder, er andre det nok også. Tænk det sådan her: Dine lidelsesfæller er din kommende kundekreds! Og de vil uden tvivl være glade for, at du har gjort deres hverdag lidt nemmere.

Find hullet, som alle træder hen over

Kunsten er i virkeligheden at få øje på det, som alle mangler, men som ingen andre har tænkt på at lave endnu. Forestil dig, at der er et dybt hul i jorden, som alle andre går uden om eller træder hen over. Lettere irriterede, men med tankerne et andet sted. Hvorfor ikke dække hullet til? Måske er det dig, der skal gøre det? Alle dem, der tidligere gik udenom, vil helt sikkert flittigt benytte din forbedring.

En anden lakmustest, du skal huske at give din idé, er i virkeligheden den vigtigste: Spørg dig selv, om idéen vil generere arbejdsopgaver, du ønsker at påtage dig. Hvis du synes, at verden mangler en brætspilscafé, men ikke orker at drive lokaler eller stå for barista- og køkkenopgaver, er det måske ikke den rigtige idé alligevel. Hvis arbejdsopgaverne omvendt virker tiltalende, er der kun tilbage at sætte i gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top